”Atlas over bevægeapparatet” svarer til et anatomisk pixie-atlas med en simpel tilgang og lettilgængeligt men meget detaljefattigt indhold for den medicinstuderende. 

Illustrationerne i ”Atlas over bevægeapparatet” er flot fremstillede, simple og har en distinkt dybdefornemmelse.  Især gennemgangen af muskler er overskuelig – udspring og insertion markeres tydeligt med farver på ét billede og kan sammenlignes med et billede af musklens form ved siden af. Funktionen af musklen står også nævnt.  Illustrativt, simpelt, kort og godt. Atlasset har altså bestemt en rolle, når kroppens muskler skal læres, og bogen har en flashcards-i-bogform stemning over sig.

MEN! Indholdet er skåret helt ind til/i benet. Her er det vigtigt at bemærke at ”Atlas over bevægeapparatet” ikke redegør for perifere nerver eller kar, hvilket er en stor mangel, da det forventes at man som medicinstuderende kender til disse til eksamen. Overblikket og relationerne imellem forskellige strukturer taber man også meget let, da meget få strukturer vises på billederne samtidigt. I modsætning hertil supplerer andre atlas illustrationerne med udførlige topografiske billeder med alle strukturer i forskellige lag til stede. Ikke at kunne se musklernes relation til hinanden samt karrenes og nervernes forløb omkring disse er store mangler. Visse knoglefremspring, kanaler og gruber på kraniets underside er f.eks. ikke medtaget. Man vil altså ikke kunne mange relevante strukturer, hvilket kan være til stor frustration og fortvivlelse, når man sidder på læsesalen med sin Bevægeapparatets Anatomi. 

Strukturen af bogen er desuden sjov. Når man studerer anatomi foregår det først og fremmest regionært. Først arm, så ben, så ryg, så halsen, så hovedet og så videre. Andre atlas (Sobotta, Netter, Thiemes) er opbygget på denne måde. Atlas over bevægeapparatet vælger en anden retning og gennemgår emnerne efter hvilket system de tilhører. Først knogler, så led og ledbånd, så muskler. Denne opdeling kan gøre meget besværligt at læse, når man skal bladre frem og tilbage og gør atlasset besværligt at slå op i.

En klar force ved bogen er dens konsekvente brug af danske termer for anatomiske strukturer. Hvor man hurtigt drukner i latin og græsk i andre atlas, vil man her kunne finde sjove navne som hornblæsermusklen. Det er en styrke at kunne begå sig i anatomien på dansk – især i rollen som læge, der kommunikerer med patienten – men oftest virker det overflødigt. Af denne årsag svømmer atlasset desværre også i tekst.

”Atlas over bevægeapparatet” finder sin lille atlas-niche som en form for flashcards i bogform over bevægeapparatets muskler med store mangler i form af kar og nerver. Læg et par ekstra skejser oveni for et af de store veletablerede atlas, og så man får hele pakken med.