Niels Uldbjerg, Peter Damm & Jan Stener Jørgensen

Relevant kursus: Obstetrik

Semesterbrug: 6. sem. KA

Forlag: Munksgaard

Sprog: Dansk

Sideantal: 400

Udgave: 1

Udgivet: 2014

ISBN nr.: 9788762809246

Har man sagt Gyn, må man og sige Obs! Munksgaard har valgt at dele pensum til kurset i Gynækologi og Obstetrik op i to bøger, men de må naturligvis omtales samlet. Fælles for begge bøger er layoutet, som følger stilen fra andre af forlagets bøger (fx ØNH, derma), og hvilket godt kan føles lidt tung. Bøgerne er skrevet på dansk, og sproget er generelt let forståeligt, men de der fandt det svært at læse sig til anatomi på 3. semester, vil måske få genopfrisket fornemmelsen i fx kapitlet om fødslens forløb og faser.

Der er relativt færre billeder, tegninger og bokse end i Fadls ditto, og det samlede sideantal er ca. dobbelt så stort. På de ekstra sider får man både flere detaljer og mere bredde, hvilket på den ene side kan give bedre forståelse for faget, idet anatomien og den grundlæggende fysiologi bliver repeteret, men samtidig kan det gøre pensum lidt uoverskuelig, da kurset kun varer 5 uger. Indholdsfortegnelserne i er meget detaljerede, og rækkefølgen af kapitlerne giver ikke specielt meget mening, hvilket selvfølgelig ikke hjælper på overskueligheden.

Trods det store sideantal er det dog muligt at være selektiv med kapitlerne, og springe fx ’Rygning, alkohol og illegale rusmidler’ over, og blot notere sig at det er skadeligt, men det kan være lidt sværere at vide hvilke detaljer man skal lægge vægt på i andre kapitler. Er man en hurtig læser eller har speciel interesse i gyn-obs, vil der dog helt sikkert være mere kød på i Munksgaards bøger.

Pædagogisk set er bøgerne fine til førstegangslæsning, men pga. omfanget er det nok de færreste der kommer til anden omgang, så der må man overveje hvilken læseteknik man får mest ud af. Hvor der i Fadls bøger er opsummerende bokse i hvert kapitel samt til sidst i bogen, må man selv sørge for dette undervejs, eller få fat i et notessæt, hvis man ønsker et kortfattet resume.

Overordnet set kan man putte Gynækologi og Obstetrik i Medicinsk kompendium-kategorien, hvor bredde og detaljer vinder over fokus på indlæring og klinisk anvendelighed.

 

Bedømmelse

Layout

Pædagogik

Detaljegrad