Kim Brøsen, Kim Dalhoff, Ulf Simonsen
Relevant kursus: Immunologi, patologi og farmakologi
Semesterbrug: 5. + 6. sem. BA og kandidaten
Forlag: FADL’s Forlag
Sprog: Dansk
Sideantal: 1218
Udgave: 6
Udgivet: 2019
ISBN nr.: 9788793590250
Basal og klinisk farmakologi, med den tidligere udgave kendt som “den flotte farmabog”, er nu kommet i 6. udgave. Bogen anvendes som pensumbog i faget farmakologi på 5. semester og bliver mere supplerende undervejs på resten af studiet. Bogen er inddelt i tre dele med en basal del til generelle principper, en del om speciel farmakologi, som kigger nærmere på farmakoterapi og organrelateret farmakologi. Den tredje og sidste del omhandler den kliniske farmakologi, hvor der f.eks. gennemgås emnerne bivirkninger, interaktioner, toksikologi og doping. Den nye udgave er nu i et grønligt omslag med FADL-forlagets gennemgående bogstavstema som M- og K-bøgerne. Den er desuden i “hardback”, hvilket jo altid er dejligt. 6. udgave er opdateret med nye lægemidler og viden om farmakologiens verden, men ikke i en sådan grad, at du dumper eksaminer, fordi du læser ældre versioner. 6. udgave adskiller sig fra tidligere udgaver ved, at alle figurer nu er i farver. Desuden er der test-dig-selv-spørgsmål i slutningen af hvert kapitel samt et indledende resumé, som giver et fint overblik undervejs.
Bogen har nogle gode indledende kapitler om den basale farmakologi. Disse kapitler er skrevet fornuftigt, og deres opbygning er velstruktureret på en sådan måde, at den studerende opnår en god forståelse for de basale emner.
Kapitlerne i anden del er mange og korte. De tager hver især udgangspunkt i et organsystem eller en sygdomsgruppes behandling. Ulemperne herved er, at bogen kan virke en smule usammenhængende, da hvert emne behandles uafhængigt af hinanden. Dette skyldes desuden, at bogen er skrevet af 93 forskellige forfattere. Dette er dog kun et problem ved førstegangslæsningen, da man senere bliver glad for at kunne slå et specifikt emne op uden at skulle lede efter det i et mere omfattende kapitel. Bogen går mindre op i at beskrive de enkelte præparater ift. virkningsmekanisme, kinetik, indikation, kontraindikationer, bivirkninger og interaktioner. Disse informationer kan i stedet hentes på pro.medicin.dk. Denne overordnede tilgang til farmakologien gør bogen god til førstegangslæsning.
Bogen er også god til at koble farmakologien og klinikken sammen. Den beskriver ofte, hvordan man vælger den rette behandling og indikationerne herfor. Sidstnævnte er dog mest relevant fra 6. semester og senere på studiet, hvor man skal kende til behandlingen af diverse sygdomme. Det skal derfor nævnes, at det først er på disse semestre og ikke på 5. semester, at man skal kunne redegøre for komplicerede behandlingsmodaliteter.
Sammenligning med Golan’s Basic Principles of Pharmacology
Detaljeringsgraden i Golan er et stykke over “den flotte farmabog” uden, at det nødvendigvis er en fordel. Golan er således detaljetung i teksten, men opsummerer vigtige pointer ved tabeller og billeder og krydrer det med kliniske cases, som du kender det fra andre amerikanske lærebøger, som “blåhvalen aka Boron”. Om du foretrækker den “amerikanske” lærebogsstil frem for den danske, ved kun du. Fordelen ved den danske er dog, at nogle amerikanske valg af lægemiddel til en given sygdom kan afvige en del fra dansk klinisk praksis. Dette kan dog løses ved, at man kigger på pro.medicin i ny og næ.
Basal og Klinisk Farmakologi er en fyldestgørende dansk lærebog til farmakologien på hele medicinstudiet og til dit fremtidige virke som læge. Den giver en god beskrivelse af både den basale farmakologi samt en sygdomsorienteret tilgang til anvendelsen af farmakologiske produkter i den kliniske situation. Den anbefales til læseren, som har det fint med at slå specifikke farmaka op på pro.medicin.dk. Uanset hvilken bog du vælger i farmakologi, anbefales det at supplere med ”farmakort”, som yderligere er beskrevet i semesterbeskrivelsen for 5. semester.
Bedømmelse