Lars S. Rasmussen, Jacob Steinmetz
Relevant kursus: Kursus i anæstesiologi
Semesterbrug: 2. sem. KA
Forlag: FADL’s Forlag
Sprog: Dansk
Sideantal: 381 inklusiv index
Udgave: 5. Udgave
Udgivet: 2020
ISBN nr.: 978-87-93590-95-3
Den nyeste udgave af ”Anæstesi” er en glimrende bog, der dækker anæstesispecialets mange opgaver og er relevant både for den yngre anæstesiolog samt den særligt interesserede medicinstuderende. For os andre dødelige skyder den dog lidt over mål i forhold til, hvad der forventes, at man som studerende formår på ens kliniske anæstesiophold såvel som til eksamen. Det ændrer dog ikke på, at det er en rigtig god bog, og det er næsten ærgerligt, at den anvendes så sjældent blandt de studerende.
Bogen er principielt pensumbog til 8. semester, hvor den dækker den viden inden for anæstesien, man forventes at kunne til eksamen – og lidt mere. De fleste studerende bruger dog deres erfaringer fra klinikopholdet samt noter derfra til oplæsning. Bogen indeholder dog uomtvisteligt vigtig viden, uanset om man er aspirerende anæstesiolog eller studerende
Bogen er opdelt i 20 kapitler, som er skrevet af forskellige læger inden for feltet. Hvert kapitel starter med en kort introduktion til emnet, hvorefter der gennemgås både den teoretiske viden men også i den grad informationer om den praktiske del. Bogen kommer omkring mange vigtige aspekter og holder sig samtidig både kort og let forståelig. Der er mange gode illustrationer og skemaer, hvor det giver mening, hvilket er med til at lette forståelsen af materialet og giver et indblik i nogle af de praktiske procedurer.
Alt i alt en god bog, men det er forståeligt, at mange klarer sig uden, da der ikke kræves særligt meget vedrørende anæstesi til eksamen eller på det kliniske ophold.
Hvis du brænder for anæstesi eller har det i overvejelserne som fremtidigt speciale, er denne bog en rigtig god investering. Hvis du derimod ikke har den store passion for anæstesi og føler læsebyrden er stor nok i forvejen, så må vi erkende at anæstesiologien er et nemt hjørne at skære. Den nye udgave har ikke ændret sig væsentligt ud over på omslaget, hvorfor 4. udgave af bogen også kan bruges. Vær opmærksom på, at på nogle afdelinger får man bogen til låns under opholdet.
Bedømmelse