Michael Rindom Krogsgaard og Ulrich Fredberg
Relevant kursus: –
Semesterbrug: 11. sem. KA
Forlag: Fadl’s Forlag
Sprog: Dansk
Sideantal: 544
Udgave: 2.
Udgivet: 2023
ISBN nr.: 9788794207584
Denne bog henvender sig til medicinstuderende, som har en interesse for idrætsmedicin, samt som supplerende læsning i forbindelse med det specialefokuserede kursus i ortopædkirurgi og valgfaget ”Fysisk aktivitet i forebyggelse, behandling og rehabilitering” på 11. semester.
Bogen er blevet opdateret siden 1. udgave udkom i 2007. Der er bl.a. kommet flere kapitler, samt opdatering af tilstedeværende kapitler. I nogle kapitler går figurerne igen fra den tidligere udgave, men teksten er opdateret.
Indholdsfortegnelsen giver et godt og detaljeret overblik over de enkelte kapitler, så man nemt kan slå op, hvis man leder efter et specifikt emne. Stikordsregistret bagerst giver også mulighed for hurtigt at finde det, man søger. Første halvdel af bogen beskriver teorien om idrætsskader og det samfundsmæssige aspekt f.eks. hyppigheden af skader eller hvordan de teoretisk opstår, mens anden halvdel gennemgår specifikke skader fra top til tå med både kliniske fund, behandling og prognose.
Bogen er skrevet i et letlæseligt sprog, da den ikke kun henvender sig til medicinstuderende, og der er illustrationer, som f.eks. viser undersøgelsesteknikkerne. Dog kan man med fordel finde videoer online af disse for at gøre det lettere at forstå. Det er en detaljerig bog, så der er meget tekst, og ikke så mange illustrationer eller skemaer, men der er undervejs i kapitlerne bokse, som bl.a. beskriver særlige regler for undersøgelse af den specifikke skade. Derudover er det sidste kapitel en oversigt over vigtige symptomer, som man ikke må overse, og kan bruges som en opsummering af de vigtigste undersøgelsesteknikker og symptomer.
Bedømmelse