Ellen Margrethe Hauge, Mark Andrew Ainsworth og Susanne Dam Poulsen (red.)

Relevant kursus: Kursus i kliniske sygdomsenheder, Kursus og eksamen i intern medicin og kirurgi

Semesterbrug: fra 5. semester og op – især 6., 7., og 8. semester

Forlag: Munksgaard

Sprog: Dansk

Sideantal: 2550

Udgave: 20.

Udgivet: 2024

ISBN nr.: 9788702364835

Normalt tænker vi på ordet “kompendium” som et sammendrag, en kortfattet lærebog. Munksgaards ‘Medicinske Kompendium’ er det stik modsatte. Her har vi hele pensum og meget mere til. Faktisk, hvis de tre små grise blot havde bygget deres huse af eksemplarer af bogen her, så ville de ikke bare være i sikkerhed fra ulven, men kunne også diagnosticere hinanden korrekt med alt fra pyrofosfatartropati til (svine-)influenza. 

Du kender nok til ‘Basisbogen’, som er den sammenkogte, letlæselige maggiterning af ‘Medicinsk Kompendium’, og vejer da også lige godt 4 kg mindre! Med sine 5,7 kg er MK20 en tung bog, både fysisk og indholdsmæssigt. Hvad får man så for sine ekstra 4 kg? Et styks eminent godt hovedværk. Det er et opslagsværk designet til din karriere som læge, men ikke nødvendigvis som din første lærebog. Detaljegraden og fagligheden er i top, og det er tydeligt, at meget få fejl har sneget sig ind i dette omfattende værk. 

Denne 20. udgave er sidste skud på stammen i en 88 år lang rejse af nyeste viden indenfor intern medicin. “Det ultimative medicinske standardværk” kalder forlaget det selv. Og ja, det er en blændende flot kraftpræstation, de her smider på banen. Inddelt i 47 kapitler kommer den godt og grundigt rundt om intern medicin. Bogens tabeller og figurer er rigelige, flotte og detaljerede og derudover er der ekstramateriale på Munksgaards hjemmeside (figurer, tabeller, videoer), som tilgås gennem en QR-kode i starten af første bind. Adskillige af MK20’s forfattere er også undervisere på Københavns Universitet, hvilket understøtter bogens høje faglige niveau.

19. udgave (altså den tidligere) blev anmeldt i ‘Ugeskriftet for læger’ tilbage i januar 2020. Her var det speciallæge i kardiologi og intern medicin, Per Lav Madsen, der roste det til skyerne. Men som anmeldelsen også er inde på, er det et opslagsværk, måske nærmere målrettet til den nyuddannede læge på vej til speciallæge. Som han skriver om denne foregående udgave:  “MK19 er en særdeles lækker bog for speciallægen eller den, der er under uddannelse til speciallæge, men for medicinstuderende er MK19 formentlig den meget store, meget tillokkende og meget lækre, men muligvis stadig næsten bundløst dybe oversigt.” Det er også langt hen ad vejen, det samme, der gør sig gældende for 20. udgave. Den er en kraftpræstation uden lige, en faglig saltomortale med triple skrue… men kan man som studerende på både økonomisk og tidsmæssig skrabet SU rumme denne olympiske højdespringer? 

Hvis man laver en helt kvantitativ sammenligning mellem Munksgaards ‘Medicinsk Kompendium’ (20., nyeste udgave, 2024), FADLs ‘Medicin’ (næstnyeste, 2. udgave, 2019) og Munksgaards ‘Basisbog’ (6. og nyeste udgave, 2016), ser vi denne stikprøve over sideantal:

Hjertesygdomme:

  – ‘Medicinsk Kompendium’ (20. udgave): 238 sider

  – ‘Basisbog’ (6. udgave): 82 sider

  – FADLs ‘Medicin’ (2. udgave): 140 sider

Reumatologiske sygdomme:

  – ‘Medicinsk Kompendium’ (20. udgave): 156 sider

  – ‘Basisbog’ (6. udgave): 38 sider

  – FADLs ‘Medicin’ (2. udgave): 90 sider

Lever- og galdevejssygdomme:

  – ‘Medicinsk Kompendium’ (20. udgave): 75 sider

  – ‘Basisbog’ (6. udgave): 24 sider

  – FADLs ‘Medicin’ (2. udgave): 32 sider

Total sideantal i hele bogen:

  – ‘Medicinsk Kompendium’ (20. udgave): 2550 sider

  – ‘Basisbog’ (6. udgave): 808 sider

  – FADLs ‘Medicin’ (2. udgave): 1147 sider

Vi ser, at MK20 har klart mere kød på, både ift. tekstens detaljer, men også figurer og tabeller. For nogle kan dette være en fordel, mens andre måske foretrækker en mere kortfattet og overskuelig bog som ‘Basisbogen’.

Det her er et opslagsværk, du kan bruge ind i dit virke som færdiguddannet. At bruge den som 1. gangs læsning er ikke en dum ide, men det vil kræve mere tid, end man umiddelbart har med fuldtidsklinik plus undervisning og et studiejob. Igen, der er 238 sider om hjertesygdomme, herunder 43 sider kun om arytmier. Det er jo utroligt imponerende, og en hel del ærefrygtindgydende. De færreste vil nok have tid til at læse dette som forberedelse til Tema E på 7. semester (som jo er tre uger til både hjerte- og karsygdomme – yderligere 100 sider i kompendiet). 

Vær obs. på, at for at få dækket hele pensum på 6., 7. og 8. semester, bliver du nødt til at supplere med andre bøger om kirurgi og anæstesiologi. Ud over de oplagte (ort’kir’, plast’kir’, gas’kir’, etc.) så er f.eks. urologi (som man har i tema H på 7. semester) ikke til at opspore i ‘Medicinsk Kompendium’ overhovedet.

TL;DR:

Overvej dine læsepræferencer. ‘Medicinsk Kompendium’ er et rigtig flot og utroligt gennemarbejdet værk med nyeste viden anno 2024. Læser du meget, og vil du have eksakt information med alle detaljer? Så gå med den. Får du lidt eksem over tanken om, at bare emnet “glomerulonefritis og renal vaskulitis” kan fylde femten (15) sider? Så gå med f.eks. ‘Basisbogen’.



Bedømmelse

Layout

Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)

Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).

Pædagogik

Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.

Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.

Detaljegrad

100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)

Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.