Denne skrivelse er vores bedste forsøg på at hjælpe dig som studerende til at træffe et informeret valg omkring frivilligt arbejde. Den er inkomplet og biased som bare fanden, og det skal du som læser selvfølgelig have i mængde, når du læser videre nedenfor. Når det så er sagt, så håber vi om noget, at du kan bruge vores skriv til at blive klogere på frivilligt arbejde, som medicinstuderende og det CV-ræs, man måske kan frygte.

Nedenstående er skrevet af Frederik Martiny, som har været national aktivitetsleder i IMCC-aktiviteten “Førstehjælp For Folkeskoler”, siddet i IMCC’s landsbestyrelse og været formand for Boganmelderne – Medicin. Vi håber, det er en hjælp for dig. Hovedpointen er, at du IKKE skal engagere dig i frivilligt arbejde, fordi du føler, du bør/er nødt til det. Engager dig, hvis du synes det giver mening, hvis du føler, det kunne være sjovt og vil bedre din trivsel på studiet – hvis ikke du oplever disse ting, men tværtimod bliver stresset og presset af frivilligt arbejde, så lad være og brug tiden på noget andet, som gør dig glad.

Der er en stærk kultur på medicinstudiet for at lave frivilligt arbejde. Så stærk, at mange studerende føler, at de død-og-pine-mig SKAL være med i et hav af basisgrupper. “Man er jo nødt til at have alt fra PR-president til Money-makin’ McAwesome ansvarlig til funkadelic fundraiser og ikke mindst topleder-over-mester-chef-koordinator-af-meget-vigtige-ting med videre på CV’et for at få den introstilling i kardiologi/indsæt vilkårligt-eftertragtet-speciale right?”. I tilfælde af at du ikke læser videre, så er svaret NEJ. Før 5-års reglen, fremdriftsreformen og andre studiemiljø-ødelæggende reformer kom til, lavede de medicinstuderende i høj grad frivilligt arbejde, fordi de fandt, at det havde en værdi i sig selv. Man oprettede basisgrupper, interessefællesskaber, hvor man kunne afprøve interessen for et fremtidigt speciale for eksempel pædiatri eller almen medicin. Andre gik ud i samfundet og brugte deres faglighed til at undervise i seksualundervisning eller tog til Afrika for gøre noget godt. De gjorde det, fordi det frivillige arbejde de lagde for dagen, var vigtigt i sig selv.

IMCC’s stifter Erik Holst har udtrykt det med citatet: “We did it because it made sense at the time and also – it was fun doing it.” Der er fortsat mange studerende, som laver frivilligt arbejde, fordi det er sjovt, og fordi det giver mening i sig selv. Men i den allestedsnærværende psykolog Svend Brinkmanns ord er det frivillige arbejde i vores tid blevet instrumentaliseret: Det er ikke længere kun et mål i sig selv at gøre noget godt, at hjælpe andre, at lave frivilligt arbejde – det er blevet et middel til at fremme ens egen karriere, til at networke, til at realisere sig selv.
Spørgsmålet er: Er det en dårlig udvikling? Både ja og nej. Flere studerende end tidligere involverer sig i frivilligt arbejde. De lærer om ledelse, samarbejde, formidling af et sundhedsfagligt budskab og meget mere. De gør en forskel for andre mennesker, samtidig med at de lærer noget – både fagligt og personligt. Det er uden tvivl en positiv udvikling. Som læge skal man kunne meget andet end at være medicinsk ekspert – lægeroller som kommunikator og leder lærer man ikke at bestride på medicinstudiet. Så at de studerende laver frivilligt arbejde også for at blive bedre læger og i sidste ende bedre mennesker er helt legitimt. For mange (måske os alle?) er frivilligt arbejde både et mål i sig selv og et middel til personlig succes – og det er i sig selv ikke et problem.

Normaliseringen og konkurrencetænkningen i frivilligt arbejde
Problemet opstår når det at lave frivilligt arbejde bliver normen – noget man da selvfølgelig gør som medicinstuderende. Der opstår ikke-italesat forventning om, at man engagerer sig i alle mulige basisgrupper, studenterpolitik med mere. Det bliver en konkurrence om, hvem der har de flotteste titler at skrive på CV’et. Det skaber en frygt i nogle studerende om “ikke at være gode nok”, ikke at være med på bussen.
Grundet normaliseringen af frivilligt arbejde og konkurrencetankegangen ender mange (hvis ikke alle) studerende med, i mere eller mindre grad, at engagere sig i frivilligt arbejde grundet en frygt for ikke at slå til og en ambition om få flere lægeroller/fancy titler på CV’et end “konkurrenterne”.

Den kultur omkring frivilligt arbejde risikerer at skabe mistrivsel, stress og udbrændthed for mange studerende. Medicinstudiet er hårdt nok i forvejen – hvis man samtidig føler, at man skal leve op til alt muligt frivilligt arbejde ved siden af studiet, kan det nemt blive svært at være i. Nu tænker du måske: “Er det ikke liiige sat lidt for meget på spidsen? Og er virkeligheden virkelig sådan?” Det er ikke uden grund, at grupper som Pusterummet, Boganmelderne-Medicin og Medicinerrådet eksisterer. Disse grupper forsøger at skabe et bedre studiemiljø, hvor vi ikke alle sammen er stressede, føler os pressede og utilstrækkelige. I IMCC – en forening med 1700 medlemmer – taler man om at lave en frivilligpolitik for at passe bedre på de frivillige, simpelthen fordi alt for mange mistrives og bider over mere, end de magter.

Skal vi så droppe det frivillige arbejde?
NEJ – men vi skal tilbage til at lave frivilligt arbejde, fordi det giver mening i sig selv, fordi det har værdi i sig selv, og ikke kun fordi det er karrierefremmende, selvrealiserende med videre. Vi vokser både fagligt og personligt gennem at engagere os i at hjælpe andre mennesker og i at indgå i fællesskaber, hvor vi samarbejder med ligesindede. Men vi skal være ærlige med os selv om, hvorfor vi vælger at engagere os. Ellers risikerer vi at brænde ud. Vær ærlig overfor dig selv om, hvorfor du vil lave frivilligt arbejde. Det er helt legitimt at engagere sig i frivilligt arbejde, fordi det er et middel til karriere, større socialt netværk med videre. Men hvis du ikke føler, det har værdi i sig selv, risikerer du at brænde ud, at miste interessen eller føle at det er en sur pligt. Frivilligt arbejde skal være noget, der giver dig energi – en bonus. Ikke endnu en sur lektie. Man vokser af at tage ansvar på sig, men man risikerer også at knække ryggen, hvis man bliver grådig efter fancy titler og ikke synes, at selve arbejdet er sjovt at lave i sig selv. Det er helt legitimt at stræbe efter at gøre en forskel og at ville tage ansvar. Har du det sådan, så er vi ikke bare to men mange! Bare husk at passe på dig selv før du er ansvarlig for 117 ting og ikke synes, at det er så sjovt længere.

Kommer jeg ikke bagud i CV-ræset, hvis ikke jeg laver frivilligt arbejde?

Ja og nej. Det er ikke afgørende, at du har været PR-ansvarlig siden 2. semester i en bestemt basisgruppe for, om du får føromtalte stilling i kardiologi. Det kan godt være en medvirkende faktor, at du gennem det frivillige arbejde har opøvet kompetencer inden for lægerollerne som for eksempel ledelse, kommunikator eller lignende, men det er langt fra altafgørende. Gode grunde til at engagere sig er, at man er glad for de mennesker, man arbejder sammen med, at man synes sagen er vigtigt at kæmpe for, at arbejdet er sjovt etc. Lad være med at engagere dig kun fordi, det er vigtigt for dit CV. Afgør med dig selv, hvorfor du overvejer at lave frivilligt arbejde i. Er det virkelig her, at du vil lægge din tid – og ikke med kæresten, i din fritidshobby, på kollegiet eller med vennerne?

Historien om Kim som ville være gynækolog

Kim er et opdigtet navn og omtales som “hen” i det følgende for at imødekomme den shitstorm, diverse feminister/mandschauvister ville starte, hvis vi skrev han/hun, var kønsnormative etc. – sagt på dansk: Vi er nede med den ligestilling der. Kim var en flittig studerende. Hen havde klaret sig godt på studiet, havde forsket ved siden af, haft studiejobs og engageret sig i studenterpolitik og frivilligt arbejde. Hen havde, siden hen startede på studiet, altid gerne villet være gynækolog. De velmenende ældre studerende havde fortalt Kim, at hen skulle lægge sig i selen, hvis hen ville være gynækolog. Det blev vægtet højt ved ansættelsen, at man havde forsket, havde lavet frivilligt arbejde og samtidig klarede sig godt på studiet. Kim havde nået 12. semester og havde hængt godt i. CV’et var prydet med både videnskabelige publikationer, flotte titler fra frivilligt arbejde og studierelevante jobs. Kim stod godt i forhold til at blive gynækolog – men når Kim så tilbage på de sidste 6 års studie, var der ikke ligefrem et smil på læben. Det havde været 6 hårde år. Vennerne uden for studiet så Kim ikke længere – hen havde ikke haft tid. Kærester havde der heller ikke været tid til, og fritidshobbyer var ikke noget, Kim havde gjort sig i.

Hen havde flere gange været stresset – så stresset at hen til tider måtte forbi Studenterrådgivningen for hjælp. Det havde ikke været de bedste år, men det var en investering i Kims fremtidige karriere. Det eneste problem var bare, nu hvor Kim havde nået 12. semester, at hen slet ikke ville være gynækolog alligevel! Hen havde været ude på den gynækologiske afdeling i forbindelse med kurset i gynækologi på 12. semester, og det var slet ikke Kim! De havde travlt, tonen var hård til tider, og man havde slet ikke tid til patienten. Måneden forinden havde Kim haft almen medicin, hvor hen var ude i en almen praksis, og det var meget mere Kim!

Disclaimer: Dette er ikke en reklame for specialet almen medicin eller for at skræmme folk væk fra gynækologi. Det er en påmindelse om, at vi alle vil være børnelæger, neurokirurger og kardiologer, når vi starter på studiet. Som tiden går, og vi bliver klogere både fagligt og på os selv, kommer mange af os til den erkendelse,  at der måske er ting i livet, som er vigtigere for os end arbejde, og som er svært forenelige med nogle specialer. Langt de fleste studerende skifter mening mange gange undervejs i forhold til hvilket speciale, de vil ende i – og det skal der være plads til.

Sig mig: Hvad er den prosa værd?
Det kan dårligt betale sig at investere og ofre alt for et 6 år fjernt mål – for er det virkelig det, du vil, når du er i den alder? Du kan ikke vide det. Måske du var bedre tjent med at fokusere mindre på “the end goal” og mere på vejen dertil. Fokuser på at trives og på at engagere dig, der hvor interessen er. Kim lærte sikkert enormt meget gennem sit engagement – og det, at hen engagerede sig og lærte noget, er ikke forkert. Men hen ofrede måske nogle ting, som i sidste ende gjorde mere skade end gavn.