Studenterklubben og fredagsbar

Når timerne på læsesalen og i undervisningslokalerne bliver for lange, indbyder Panums grå og mørke gange ikke til megen ro eller adspredelse. Fortvivl dog ikke – i kælderen næsten midt i Panum finder du Studenterklubben. Du finder indgangen enten ved at gå ned i “discotårnet” (den grimme ting der står foran indgangen fra Nørre Alle) eller på vej ned i kælderen fra bygning 15. Der i store lokaler har I hygge, hvad Klubben ikke har i vinduer. Klubben drives af frivillige studerende, og i åbningstiderne er du altid velkommen til at komme forbi til en kop GRATIS (ja du har hørt rigtigt GRATIS) te eller kaffe, mens du tæver din læsemakker i bordfodbold eller bare sidder i sofaen og nyder musikken, der strømmer ud af højtalerne. Desuden finder du sodavand, snacks og øl til studentervenlige priser, og du kan altid finde nogle fra næsten ethvert semester at snakke med.

Det er også i klubben, de store medicinerfester finder sted – hver første fredag i måneden (skriv det ind i kalenderen!) er der lang fredagsbar, og dertil kommer semesterstartsfester, den sanseberusende Tekno Torsdag og størst af alt 69-timersbaren (se panumlingo), når vi skifter til vintertid. Som SUND-studerende er der også mulighed for at leje klubben til din fødselsdag/påskefrokost/hav-en-sjov- hat-på-fest ganske GRATIS, hvilket mange er glade for at benytte sig af. Ses vi dernede?