Køb og salg af bøger

Kan man godt bruge brugte bøger?
Det korte svar er JA, du kan sagtens læse pensum efter brugte bøger. Det afhænger af personlig præference, om du bedst kan lide at have dine bøger friske og nye fra bogladen, eller om du gerne overtager en medstuderenes leftovers.
Brugte bøger fås i alle prisklasser og stande; lige fra “næsten som ny/jeg fik aldrig brugt denne bog” til “overhældt af kaffe og farvet helt ind i overstregningstusch”. Brugte bøger er i høj kurs lige ved semesterstart, så hvis du er en meget forudseende medicinstuderende, kan det godt svare sig at være lidt på forkant med at købe bøgerne. Dog er det stadig muligt at finde de bøger, du skal bruge efter semesterstart og i løbet af semesteret, hvis din sommerferie har været proppet med diverse ferieplaner, eller du simpelthen ikke har haft hverken lyst eller overskud til at finde bøgerne før tid – du skal nok få fat i de bøger, du skal bruge.

Ny udgave – hvad så?
Vær opmærksom på at der relativt ofte kommer nye udgaver af de fleste medicinske lærebøger. Det er svært at sige, om det generelt er ok eller no-go at læse efter en ikke-opdaterede udgave. I nogle fag gør det ikke noget, at du læser efter en gammel udgave, mens det i andre fag kan gøre det besværligt for dig, da du både kan risikere at gå glip af viden, som er pensum og kan have svært ved at finde rundt i bogen, hvis sidetal og kapitelstruktur er markant ændret siden forrige udgave. Det kan derfor være en god idé at spørge sin underviser, medstuderende eller kigge i “Semesterbeskrivelser”, om det gør noget at læse efter en tidligere udgave til lige netop det fag, hvor du har fået fingrene i en bog af ældre dato.

Hvis du skal købe og sælge brugte bøger, kan vi
anbefale nedenstående sider:

  • Facebookgruppen “Bogsalg Medicinstudiet”
  • MedicinerRådets hjemmeside til bogsalg
  • Academic Books brugtbogssalg