Undervisning på universitetet er en anden form for tango, end hvad man tidligere har danset med i sin spirende akademiske karriere i folkeskolen og gymnasiet. Det er derfor vigtigt at kridte skoene og lære at navigere i en ny form for undervisning.

Hvordan man undgår at falde i søvn til forelæsningen:

Om det er gamle professorer med kridt i hånden eller mere moderne undervisere, så er forelæsningerne hovedsageligt en ensrettet kommunikationsvej. Underviseren snakker. Studenterne lytter. Formatet kan være kedsommeligt og trættende, især mandag morgen, og man får ofte lyst til at hvile øjenlågene en smule. Men VENT! Forelæsningerne kan udnyttes til meget mere end at nuppe en lur. Professorerne har umenneskeligt meget viden, som skal formidles på sølle 45 min., så at føle sig en smule overvældet og tabt i svinget er altså meget mere end OK. Frem for at forsøge at lære alting til forelæsningen og enten føle sig bombarderet med fakta eller ende med lukkede øjne, foreslår vi, at man bruger forelæsningerne til at skabe sig et overblik over stoffet. Medicinstudiet er svært, og de fleste lærer ikke stoffet, første gang de hører eller ser det. Forvent ikke at lære det på en forelæsning på 45 min. selv hvis du får brandsår på dine fingre af dit glohede tastatur fra din noteskrivning. Snup i stedet en god kop kaffe (gratis fra klubben), sæt dig til rette og skab dig først og fremmest et overblik.

Deltagelse for læringens skyld, ikke lærerens skyld

Når vi snakker holdundervisning, kommer der andre boller på suppen. Holdundervisning adskiller sig drastisk i kommunikationsformen fra forelæsningerne og er i langt højere grad en tovejskommunikation. At studenten aktivt kan deltage og indgå i dialog har mange (!) fordele men også nogle ulemper. Jeg underviser til dagligt i Bevægeapparatets Anatomi på 3. semester BA, som for nogen kan være en hård nød at knække. Som underviser oplever jeg relativt ofte, at de studerende er tilbageholdende med at deltage aktivt i undervisningen. Måske føler de at deres spørgsmål er dumme. Måske er de bange for at sige noget forkert. Som sagt er meningen med SAU, at den skal være studenteraktiverende. Altså, at de studerende også åbner munden for at bidrage, ikke kun gabe. Her er det afsindigt vigtigt at understrege, at underviseren ikke er en skolelærer, som skal give karakterer og se sur ud, når lektierne ikke er lavet. Her er ingen, der dømmer jer for at svare forkert på et spørgsmål eller stille spørgsmål (underviserne har ofte også været i jeres sko engang!). Af samme årsag er der ingen grund til at føle, at man skal imponere sin underviser med al sin strålende viden. Her bliver ikke givet årskarakterer som i gymnasiet. Man skal være til stede og deltage for læringens skyld. Underviserens rolle er fagligt at vise jer i den rette vej, løfte jer op og gøre jer bedre. Holdundervisningen er stedet, hvor det er OK ikke at have alt rigtigt, at undre sig og stille spørgsmål og at prøve sine evner af og tage fejl. Man vil meget hellere begå sine fejl her – i et trygt miljø – end til eksamen.