Ole Mors, Merete Nordentoft & Birte Y. Glenthøj
Relevant kursus: Psykiatri
Semesterbrug: 4. sem. KA
Forlag: Munksgaard
Sprog: Dansk
Sideantal: 653
Udgave: 4
Udgivet: 2016
ISBN nr.: 9788762812192

Klinisk psykiatri er nu udkommet i 4. udgave med nyt pseudopsykedelisk cover og et næsten lige så hypnotiserende indhold. Psykiatri er en meget anderledes størrelse end de andre fagområder på kandidaten med særskilt journalkoncept og helt anden patienttilgang. Psykiatriske patienter fylder rigtig meget i lægelivet næsten uanset hvilket speciale man ender i, og det er derfor rigtig godt givet ud at sætte sig godt ind i faget.
Nogle studerende finder psykiatri udfordrende, idet sygdommene kan være svære at forstå og adskille fra hinanden. Klinisk psykiatri imødekommer denne udfordring ved gennem kapitlerne at få skabt nogle diagnostiske rammer og sætte psykiatrien i system. Bogens bedste hjælpemiddel er dens mange cases. Da de psykiatriske begreber ofte skal beskrive et sind som er sygt, fx ved psykose som per definition ikke kan relateres til virkeligheden, bliver begreberne ofte også meget svære at forstå. Når man derimod fortælles en historie om den skizofrene, som pludselig oplever sin krop ikke længere er adskilt fra omverdenen og man får at vide at det er det, der menes med transitivisme, så begynder man så småt at forstå en smule.
Bogen er god til førstegangslæsning, da den tager sig tid til at fortælle og uddybe. Den er pensumdækkende og indeholder en del tabeller. Egentlige illustrationer skal man derimod lede længe efter. Resultatet kan af og til blive, at man oplever ‘wall of text’ fænomenet, men de mange eksempler afhjælper dette en smule.
Bogen har gennemgået en stor revision fra 3. til 4. udgave og meget af det overflødige indhold er skåret fra. Der er tilføjet nye kapitler og afsnit i fin overensstemmelse med, hvad der forventes at man kan som studerende til eksamen samt ude i klinikken. Bogen er klart forbedret i den nye udgave og de markante ændringer bogen har gennemgået betyder, at vi stærkt anbefaler at få fat på den nye 4. udgave fremfor 3. udgave.
Alternativet til Klinisk psykiatri fra Munksgaard er FADLs Forlags Psykiatri, som også er en 4. udgave, men dog er noget tyndere med et sideantal på 346. Klinisk psykiatri er den anbefalede lærebog til kurset i psykiatri, men en del studerende vælger dog FADLs som alternativ. Om du vælger den ene eller den anden må i sidste ende være en vurdering af dit ambitionsniveau og om hvor grundigt du ønsker at forstå de psykiatriske lidelser.
Bedømmelse