F.H. Netter
Relevant kursus: Anatomi
Semesterbrug: 3. sem. BA, 4. sem. BA, 5. sem. BA
Forlag: Urban & Fischer – Elsevier
Sprog: Tysk (primært) og engelsk
Sideantal: 531
Udgave: 5
Udgivet: 2011
Dato for udgivelse af anmeldelsen: 08/09-2019
ISBN nr.: 9783437416033

Atlas der Anatomie er et af de tre atlas, der ligger til eksamen. Netters atlas er til sammenligning med Thiemes og Sobotta det atlas, som er billigst. Sammenlignet med de to førnævnte atlas er Netters kun billeder og latinske navne på strukturer, hvorimod de andre atlas har en del mere tekst og beskrivelse. Netters giver et godt overblik over de enkelte anatomiske strukturer. Bogen forekommer ift. de andre i et bind, så du altid har det hele ved hånden.
Billederne i bogen er flotte og store. Navnene på de enkelte anatomiske strukturer er skrevet med stor skrift. Disse faktorer bidrager til, at de enkelte billeder bliver meget overskuelige, og skaber overblik i anatomien.
Kapitlerne er opbygget, så man føres igennem anatomien på en struktureret måde. Hvert kapitel indledes med et index, hvor man hurtigt kan finde en bestemt tegning eller anatomisk struktur.
Atlasset er rigtig godt til at kunne få en visuel forståelse af forskellige anatomiske strukturers relationer. Ligeledes har atlasset mange forskellige typer af tegninger. Det har både tegninger af det komplette anatomiske billede, men samtidig har det billeder, hvor enkelte strukturer isoleres og ”forstørres”.
Atlasset indeholder mange simple stregtegninger, hvor det kun er det væsentligste af en struktur, der er tegnet. Dette bidrager til forståelsen af den enkelte struktur og dens funktion.
Det er mest på anatomikurset at nogle studerende vil føle et behov for at have et atlas, der giver en større detaljeringsgrad. På organkurserne, samt i resten af ens tid som medicinstuderende, har man ikke behov for en sådan detaljeringsgrad, og her vil atlasset kunne give lige det, man har brug for.
Atlasset kan anbefales til alle. Til de studerende der kan overskue en større detaljeringsgrad kan det anbefales at låne et mere detaljeret atlas så som Sobotta eller Thiemes.
Bedømmelse