Niels Høiby og Peter Skinhøj

Relevant kursus: Kliniske sygdomsenheder

Semesterbrug: 6. sem. BA

Forlag: FADL’s Forlag

Sprog: Dansk

Sideantal: 612

Udgave: 4

Udgivet: 2014

ISBN nr.: 9788777496356

Fæcesbakterier på din mobilskærm – tjek. Svineinfluenza i luften – tjek. Svampe i din ost – tjek. Orme i dit tarmsystem – tjek. Parasitter i myg – tjek. Denne bog om mikrobiologi og infektionsmedicin har bare det hele.

Bogen er fuldt ud dækkende for pensum på sjette semester og er på dansk. Den er opbygget efter de store emner inden for mikrobiologi, nemlig bakteriologi, virologi (viden om virus), mykologi (svampelære) og parasitologi. Indenfor hvert af de ovenstående emner er der først en generel beskrivelse af emnets teoretiske grundlag, som kan være rar at have, men være lidt svær at kæmpe sig igennem. Derefter følger en systematisk gennemgang af diverse mikroorganismer inden for emnet. Værket indeholder også et kapitel om klinisk bakteriologi, infektionshygiejne og antibiotika, hvor man kan læse om de hyppigste infektioner, smitte og retningslinjer for antibiotikabrug.

Bogen er skrevet i et let læseligt sprog, der gør den god til førstegangslæsning. Bogen er omfangsrig, så du skal ikke lade dig slå ud, hvis det ikke sidder fast med det samme. Selvom den kan virke lidt lang og uoverskuelig, gør sproget at den er relativt hurtig at læse. Der er mange gode illustrationer og billeder af, hvordan de forskellige mikroorganismer ser ud under mikroskopet. Der er faktabokse om alle de vigtigste mikroorganismer med en kort og konkret punktbeskrivelse. Disse faktabokse er rigtig gode til at give overblik, repetere og til eksamenslæsningen. 

Fordelen ved at læse denne bog frem for et kortere alternativ er, at mikrobiologien i denne bog er integreret med de kliniske fag – især infektionsmedicin – ligesom det er til eksamen. Det ekstra, der står i denne bog er nemlig ikke noget, der går ud over eksamenspensum, men blot noget, som du ellers kan læse i andre bøger om medicin og kirurgi. 

I forhold til den forrige udgave af bogen, er der ikke lavet så meget om. Det allerede fine layout er videreført, og den er opdateret så de nyeste teknologiske metoder er tilføjet. Du kan altså godt benytte en tidligere udgave af denne bog.

Hyppigheden af de forskellige mikroorganismer og infektioner, samt deres behandlingsprincipper, er meget forskellige fra land til land. Hvis du ønsker at læse medicin og kirurgi efter en udenlandsk lærebog, kan du derfor med fordel supplere med denne bog. Alt i alt er det en god bog, som man vil få rigtig meget ud af at læse, hvis man kan overskue at den er lidt lang. Ydermere fungerer bogen senere på studiet som et godt opslagsværk.

Bedømmelse

Layout

Pædagogik

Detaljegrad