Ole Graumann, med flere

Relevant kursus:

Semesterbrug: 6. sem og opefter

Forlag: FADL’s forlag

Sprog: Dansk

Sideantal: 637

Udgave: 2. udgave

Udgivet: 2024

ISBN nr.: 9788794207522

Hvis du ikke allerede har indset det, så kommer radiologi til at krydse din vej som lægefaglig igen og igen – og alligevel modtager vi kun begrænset færdighedstræning på studiet. Derfor bør en bog som Basal Radiologi have en fast plads på enhver seriøs medicinstuderendes boghylde.  

Bogen er struktureret således, at hvert kapitel er inddelt efter anatomiske områder. Først får du en introduktion til de relevante radiologiske undersøgelser, efterfulgt af en gennemgang af normale fund og anatomiske varianter – så er det grundlæggende på plads. Derefter tager patologien over, og det hele bindes sammen med cases i slutningen af kapitlet. Cases er der mange af: 45-85 pr. kapitel med grundige svar og opfølgende billeder – faktisk omkring 150 billeder per kapitel. Det er guld værd for den visuelle læringsstil, som gør sig gældende for fagområdet.  

Basal Radiologi er pædagogisk, overskuelig, og hvert kapitel er relativt hurtigt læst trods sin længde. Den balancerer på fineste vis mellem at være grundig og let tilgængelig, med et væld af tabeller og faktabokse, der giver gode overblik. Det er dog vigtigt at huske, at dette er en basisbog – du bliver ikke ekspert, men det er et solidt første skridt. For at få mest muligt ud af bogen, er det en god idé at bruge den under klinikophold, så du sideløbende ser cases fra virkeligheden. Den er også god som forberedelse, så du undgår at føle dig på dybt vand, når du starter på et ophold på en ny afdeling. Her er det rart, at kapitlerne er inddelt efter anatomien, så du kan fokusere udelukkende på f.eks. abdomen op til et ophold på gas-kir.

Kvaliteten er høj, både indholdsmæssigt og fysisk (hardback, what’s not to love?). Teksten er præcis, og fejlene er minimale – lidt fejlplacerede pile og forkerte angivelser som “costa 4” i stedet for “costa 8”, men intet, der ikke nemt opdages med et vågent blik. Denne 2. udgave er desuden en opdatering, vi kan være glade for: ca. 100 sider er skåret væk i forhold til 1. udgave, og indholdet er strammet op. Som eksempel, bliver CT- og MR-principper forklaret allerede i første kapitel, hvilket gør det nemmere at komme godt fra start.  

Inden du investerer i bogen, så overvej, om du vil have den fysisk eller i e-udgaven (via Lægereolen, den digitale løsning FADLs Forlag tilbyder). Sidstnævnte har den fordel, at du kan zoome i billederne og justere lysstyrken, hvilket kan være rart, når du sidder med de helt små detaljer, som skal visualiseres skarpt og nøje.  

tl;dr:

Basal Radiologi lever op til sit navn: en fremragende introduktion til radiologi, der gør dig klar til klinikken. Det er en bog, du kan pløje igennem relativt hurtigt, men den giver dig stadig de nødvendige redskaber til at forstå og genkende fund på billeder. Brug den som dit springbræt, supplér med masser af praksis i klinikken, og husk: erfaring er det, der gør dig skarp. Uden en god basisbog kommer du hurtigt på glat is. Basal Radiologi leverer varen.

Bedømmelse

Layout

Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)

Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).

Pædagogik

Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.

Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.

Detaljegrad

100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)

Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.