Michael Borre, Stefan Vind-Kezunovic og Bente Jespersen
Relevant kursus: Nefrologi og urologi
Semesterbrug: 1. sem. KA
Forlag: Munksgaard
Udgivet: 2017
Sprog: Dansk
Sider: 266
Udgave: 1
ISBN: 9788762815292

Bogen indeholder et godt overblik over nefrologien og urologien med en forfriskende klinisk tilgang til fagene.
Generelt benyttes et kort og koncist sprog, og hovedprincipperne inden for hvert emne er beskrevet uden overflødigt fyld. Det kan dog gå ud over forståelsen, at der er mange informationer på hver side. Man skal holde tungen lige i munden. Det er dog en fordel ved det kort og koncise sprog at man hurtigt kommer igennem hvert emne. Bogen er desuden meget velillustreret.
Bogen er opdelt i 5 emner: Anatomi/fysiologi, kliniske undersøgelser, nefrologi, urologi og uro-onkologi. Første afsnit giver en fin, men meget overordnet, gennemgang af den relevante anatomi samt en kort gennemgang af fysiologien. Dette bør mest ses som en hurtig genopfriskning af kendt stof.
Afsnittet om kliniske undersøgelser omfatter bl.a. radiologi, urodynamiske undersøgelser, bioptering og skopi. Afsnittet er hensigtsmæssigt opbygget med mange illustrationer, og har en meget praktisk tilgang til specialet, så læseren får kendskab til den praktiske udførsel af en procedure, og ikke kun rationalet bag undersøgelsen.
I afsnittene om nefrologi og urologi fokuseres på behandlingen af de væsentligste kliniske tilstande, for eksempel nyresvigt, nyresten og inkontinens. Der bruges mindre krudt på de underliggende sygdomme, så afsnittet er fint, hvis man vil forstå overordnede behandlingsprincipper, men det er ikke her, man skal lære sin inddeling af de 117 forskellige glomerulonefritter. Til sidst gives et forholdsvist dækkende og præcist overblik over uroonkologien.
Overordnet set er der tale om en bog, der ikke bør benyttes som lærebog i de relevante kurser, men som er oplagt for den studerende med interesse i nefrourologi eller med forestående klinisk ophold på nefrologisk eller urologisk afdeling.
I-bog medfølger.
Bedømmelse