G. Meisenberg & W.H. Simmons

Relevant kursus: kursus i mave-tarm kanalens anatomi og fysiologi 

Semesterbrug: 4. sem. BA og 5. sem. BA (blod)

Forlag: Elsevier

Sprog: Engelsk

Sideantal: 154

Udgave: 3

Udgivet: 2011

ISBN nr.: 9780323071550

Kendt under sit primære forfatternavn Meisenberg.

Principles of Medical Biochemistry er god til at skabe et godt fundament for den studerendes forståelse af biokemien. Den lemper på ingen måde på detaljer og er pensumdækkende. Selvom bogen kan være hård til førsteganglæsning, er dette formodentligvis snarere forårsaget af biokemifaget end selve Meisenberg. Den fungerer ligeledes til eksamenslæsningen. 

Mht. eksamen er især mange af illustrationerne til stor hjælp. Da biokemien i stor grad er et spørgsmål om metaboliske cyklusser, er bogens mange fornuftige tegninger af pathways, inkl. stimulatorer og inhibitorer, forståelsesfremmende til både førstegangslæsningen og eksamenslæsningen. Desuden er der mange faktabokse, hvor du kan finde få forklaret den kliniske relevans af teksten. 

Illustrationerne er ikke så flotte, som man kunne forvente af en engelsksproget lærebog. Derimod er de simple – og endda humoristiske. Eksempelvis ses enzymer formet som krokodille- og flodhestehoveder. Den samme humor kan man også finde i teksten, hvor forfatterne af og til indskyder sjove ordspil eller lignende. 

Sammenlignet med den anden gode mulighed, nemlig den danske Biokemi af Borup, dækkes stort set de samme emner. Mange studerende har eksklusivt benyttet den danske bog og bestået, men ønsker du en bog, der er på engelsk og gør læsningen lidt sjovere, bør du vælge Principles of Medical Biochemistry. Hvis dette er af ringe konsekvens for dit bogvalg, skal du primært tænke på, om du vil læse dansk eller engelsk.

Principles of Medical Biochemistry er en bog, som forstår at afbryde sit tempo med en joke af og til, således at læseren får en åndepause. Den er fornuftigt skrevet, fyldt med informative – omend lettere farveforladte, tabeller og figurer og er helt klart anbefalelsesværdig.

Bedømmelse

Layout

Pædagogik

Detaljegrad