Andreas Pihl, Muhammad Sabbah og Niels K. Veien.

Relevant kursus: Kursus i dermato-venerologi

Semesterbrug: 

Forlag: Munksgaard

Sprog: Dansk

Sideantal: 271

Udgave: 1

Udgivet: 2008

ISBN nr.: 978-87-628-1856-9

Polymorft lysudslæt? Urticaria? SCLE? SLE? Psoriasis? Differentialdiagnoserne kan være mange, når en patient præsenterer sig med et ikke-kløende udslæt og en sygehistorie, der er lige så brugbar som en plasticpose med hul i bunden. For at få dermatologien helt ind under neglene, kræver det, udover teorien omkring patofysiologi med mere, en stor del mønstergenkendelse. Mønstergenkendelse kræver billeder – og her er denne bog din gode ven og en god supplering til den eksisterende pensumbog på dermatologikurset.

Dermato-venerologiske cases er en bog, der søger at hjælpe den studerende med at få styr på det væld af differentialdiagnoser, der kan være til en given hudlidelse. Hver case er bygget op med en overskrift, en kort sygehistorie og et billede af den pågældende lidelse. Herunder er opridset spørgsmål som ”beskriv udslættet”, “definition og klassifikation?”, “hvordan sikres diagnose?”, “epidemiologi?”, “redegør for behandling” og så videre. Bladres der til næste side, er der en gennemgang af hvert spørgsmål med udførlige svar. Man kan således benytte bogen til at øve sig med – og derefter tjekke svarene.

Elementet, der gør denne bog særligt brugbar, er dens måde at præsentere differentialdiagnoser på. I den sidste del af hver case vises billeder af de mest relevante differentialdiagnoser. Ligeledes gives en beskrivelse af disse, og hvorfor det i sygdomstilfældet nok ikke er denne diagnose, der gør sig gældende, selvom den kunne ligne til forveksling.

Bogen skal tænkes som et supplement til de eksisterende pensumbøger. Under hver case er kort beskrevet hver sygdom, behandling med videre. Disse beskrivelser er glimrende, men er ikke pensumdækkende, hvorfor denne bog ikke kan benyttes som erstatning for egentlige lærebøger.

Konklusionen er, at Dermato-venerologiske cases er et glimrende supplement til de eksisterende pensumbøger. Man får hurtigt og nemt et godt overblik over de vigtigste dermatologiske sygdomme, og man tilegner sig mønstergenkendelse. Selve sygdomsbeskrivelserne må dog læses i den eksisterende pensumbog.

Bedømmelse

Layout

Pædagogik

Detaljegrad