Svend Saalbach Ottesen et. all

Relevant kursus: Supplerende litteratur/uden for pensum

Semesterbrug:

Forlag: FADL’s Forlag

Sprog: Dansk

Sideantal: 180

Udgave: 6

Udgivet: 2019

ISBN nr.: 9788793590755

Synes du også, at vi lærer alt for lidt om palliativ medicin på studiet? Er du i tvivl om, hvordan du skal håndtere de alvorligt syge patienter, når du engang står som færdiguddannet KBU-læge? Så er denne lommebog måske noget for dig. 

”Symptomkontrol i palliativ medicin – En quickguide” er en lommebog, og den er derfor også struktureret som et opslagsværk, du kan bruge, når du står i klinikken og er i tvivl om, hvordan du skal håndtere en palliativ problemstilling. Bogen henvender sig til ”nybegynderen” og er altså perfekt, hvis du snart skal til at forlade Panums trygge rammer og begive dig ud i KBU’ens eventyrlige verden.
Bogen er en tour de force gennem de mest almindelige forekommende symptomer blandt patienter med alvorligt livstruende sygdomme. Derudover er emner som stillingtagen til behandlingsniveau, familiesamtale, palliativ sedering og prognose også beskrevet.

Bogen er bygget op således, at et emne typisk beskrives kortfattet på 2-4 sider. Først beskrives karakteristika ved det pågældende symptom, dernæst listes en række mulige årsager til symptomet og slutteligt angives behandlingsmulighederne – både de farmakologiske og non-farmakologiske. For de psykiatriske sygdomme er ICD-10-kriterier angivet, hvor det vurderes relevant.

Bogen er primært tekstbaseret, og layoutet er ikke noget at råbe hurra for. Den indeholder dog nogle fine skemaer, som er med til at skabe et overblik over de forskellige behandlingsmuligheder. Eksempelvis er der en rigtig god tabel over farmakologisk smertebehandling, hvor præparat, indikation, formulering, startdosis, dosisøgning, samt hvornår man kan forvente at se den tidligste effekt, er angivet. 

Der er altså tale om en kortfattet og anvendelig bog, som belyser de problematikker, man oftest vil støde på i mødet med den palliative patient. Den er meget overskuelig opbygget og belyser kun de vigtigste pointer, som man skal forholde sig til i klinikken. Det er derfor et rigtig fint bud på en kittelbog, hvis du mangler viden om den palliative patient.

 

Bedømmelse

Layout

Pædagogik

Detaljegrad