Sofie Voss Hastrup & Thea Saabye
Relevant kursus: Kursus i mikrobiologi & kliniske sygdomsenheder, kursus i intern medicin og kirurgi og kursus i neurologi, neurokirurgi og psykiatri inklusive børne- og ungdomspsykiatri.
Semesterbrug: 6. semester, 7. semester og 10. semester
Forlag: Munksgaard
Sprog: Dansk
Sideantal: 332
Udgave: 1. udgave
Udgivet: 2024
Dato for udgivelse af anmeldelse: 20/05-2025
ISBN nr.: 9788702410143

Hov, hvad er det? En krokodille der sniger ind på den flotte blå påfugl – vi har fået en konkurrent til farmakologikompendiet på 6. semester!
”Farmakologi – et kompendium” (krokodillen) er et kompendie, der tilstræber at gennemgå pensum på 6. semesters farmakologi, men til forskel for kompendium i farmakologi af Alexander Kjær (den blå påfugl) forsøger den også at dække farmakologien på 7. semester og 10. semester. Vi vil i det følgende kun anmelde 6. semesterdelen af kompendiet.
Krokodillens 6. semesterdel er inddelt i mindre kapitler som svarer til temaerne på 6. semester (infektionsmedicin, lungemedicin, endokrinologi, bevægeapparatet & anæstesi).
2 ud af de 5 kapitler introduceres med den basale viden der er nødvendig for at kunne forstå lægemidlernes virkning, mens de øvrige kapitler går lige på og hårdt med gennemgang af lægemidlerne uden en normalfysiologisk gennemgang (hvilket svækker pædagogikken).
Den blå påfugl introducerer alle kapitler med basalteori og der suppleres i øvrigt op med figurer, ligesom kapitlerne afrundes med ”test-din-viden”-afsnit.
Krokodillen gennemgår alle stofferne på stoflisten fraset et par enkelte, hvilket skyldes stoflistens konstante udvidelse eller udskiftning af stoffer. De nyere stoffer på stoflisten minder meget om de i forvejen eksisterende stoffer, og hvis ikke, kan man finde alle stofferne fra stoflisten på forelæsningsslides eller (sjældent at det er nødvendigt, men) bruge internettet.
Den blå påfugl mangler efterhånden en del af stofferne på stoflisten, da det blev udgivet tilbage i 2023. Krokodillen er således mere ”opdateret” end den blå påfugl på dette punkt.
Forfatteren af den blå påfugl er tydeligt bevidst om, hvad der er kommet til eksamen og hvad der ikke er. f.eks.:
- Nævner eller markerer forfatteren tydeligt, hvis en bivirkning er vigtig at kende (”vigtigt at kunne!”)
- Holder forfatteren sig minimalistisk omkring information, der ikke er gået til eksamen før
- Kommer der ved nogle af stofferne noget ekstra information, fordi det er direkte eksamensrelevant, f.eks. hvad angår naloxon, inhalationsanæstesi eller de faktorer der påvirker lokalanalgetikas virkning.
- Læner sproget sig op ad eksamenssproget (det sprog der bruges i svarforslagene til eksamensopgaverne).
Krokodillen er ikke ligeså skarp på, hvad der er eksamensrelevant, og hvad der ikke er. Krokodillen går i en del tilfælde ud over pensum – f.eks. hvad angår dosering af stofferne – mens det i andre tilfælde rammer under pensum – f.eks. hvad angår naloxon, inhalationsanæstesi eller de faktorer der påvirker lokalanalgetikas virkning. Krokodillens tilgang har snarere været at basere stofgennemgangen på https://produktresume.dk/AppBuilder/search fremfor tidligere eksamensopgaver.
Hverken krokodillen eller den blå påfugl er 100% pensumdækkende, hvorfor det tilrådes at supplere op med eksamensopgaver/forelæsningsslides løbende som man gennemgår præparaterne.
Figurkvaliteten i påfuglen overgår figurerne i krokodillen bl.a. fordi lægemidlernes virkning forsøges at integreres i én samlet figur fremfor flere forskellige figurer.
Krokodillen rummer til gengæld figurer til alle de stoffer det gennemgår (i kompendiets 6. semesterdel). Figurerne er simple og forsøger ikke at overkomplicere tingene. Den blå påfugl har langt færre figurer – ingen figurer til lægemidlernes virkningsmekanisme i kapitlet om parasitter og orme (kapitel 4), antihistaminer (kapitel 5), astma/kol (kapitel 6), diabetes mellitus (kapitel 7), adipositas (kapitel 8), analgetika (kapitel 12, har dog figur til opioider), antiinflammatoriske lægemidler (kapitel 13) og anæstesi (kapitel 14).
Figurer er utrolig centrale at have med i farmakologien, da det oftest er dem man genkalder til eksamen.
Opsummerende kan man sige, at den blå påfugl lægger vægt på at gennemgå præparaterne på stoflisten med udgangspunkt i tidligere eksamensopgaver og med et ”eksamenssprog”, mens krokodillen gennemgår præparaterne med sin egen fastlagte struktur (ud fra https://produktresume.dk/AppBuilder/search) og er derved i mindre grad bevidst om, hvad der er eksamensrelevant og hvad der ikke er. Den blåpåfugl gennemgår normalfysiologi inden gennemgang af lægemidler, mens krokodillen ikke gør så meget ud af det, hvorved den blå påfugl kan virke mere pædagogisk. Til gengæld rummer krokodillen langt flere figurer end påfuglen, og den rummer desuden farma til kandidaten (hvilket påfuglen ikke gør), hvorfor krokodillen kan anses for at være en fin investering at købe.
Bedømmelse
Layout
Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)
Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).
Pædagogik
Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.
Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.
Detaljegrad
100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)
Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.