Kristine Svinning Valeur & Thomas Tursø-Finnich
Relevant kursus: Medicinsk celle- og vævsbiologi
Semesterbrug: 2. semester BA.
Forlag: Munksgaard
Sprog: Dansk
Sideantal: 240
Udgave: 1.
Udgivet: 2024
Udgivelsesdato for anmeldelsen: 25/6-2025
ISBN nr.: 139788702342550

Dear God… Hvordan lever man op til Biblen blandt medicinstuderende, den hellige ‘Essential Cell Biology’ (i daglig tale blot “Essentials”)? De danske forfattere har sat sig for en umulig opgave, som de alligevel får point for – trods illustrationer, der netto ikke rigtig kan sammenlignes med inspirationen, som efterhånden er blevet til pædagogikkens guldstandard.
Lærebogen er overskueligt opbygget, med særligt to kapitler der direkte kan læses i stedet for Essentials – nemlig cellens bestanddele (kap. 1), og kapitlet om det centrale dogme (kap. 2) Længere beskrivelser af cellearkitekturen er sparet væk, så det bliver rimelig hurtigt en opgave i funktion(er), hvilket sandsynligvis vil tilfredsstille den fysiologiglade studerende, mens hvis man er en smule anatomisk anlagt vil man længes efter noget mere, så man nøjere kan fordøje makromolekyler (proteiner, for det meste). Smag og behag, efterhånden.
Til gengæld bliver det en tålmodighedsøvelse i at skulle fiske efter relevant viden. Da fokus er på funktion, bliver formen som oftest tilsidesat, også når det omhandler struktureringen og systematikken. I en udmærket lærebog er der vist en pædagogisk ledetråd, som understøtter læringen selv for dem, der intet på forhånd kendskab til stoffet har. Sådanne studerende ville her skulle læse flere afsnit/kapitler af flere omgange, før et fundament kan lægge sig – og dette er i sig selv ikke nok til at kunne bære én over den frygtede eksamen, ej hellere til udformningen af noget bæredygtig viden, som man holder på i årenes løb. Her mangler luft på papiret, for at kunne få luft i sindet og bearbejde, hvad man nu har læst – det føles i sidste ende som et kapløb, hvor man ikke kan stoppe op for at få vand.
Bogen anbefales især til studerende, der oplever vanskeligheder ved engelsk faglitteratur, og ønsker sig en mindre omfattende lærebog, som dog ikke er fuldt ud pensumdækkende. Da bogen er skrevet af læger, er den i højere grad revideret grundigt, end kompendiet er. Anvendelsen af bogen må dog ikke blive til en krykke at stå på, eftersom det påhviler den studerende, at sætte sig ind i engelsksproget faglitteratur ved nødvendighed. Man skal også senere læse særligt enkelte forskningsartikler (som altid er på engelsk), ligesom at f.eks. læringsplatformen ‘Osmosis’, som en del studerende anvender, også er udelukkende på engelsk. Det betaler sig altså ikke på lang sigt, at undgå det engelske sprog.
Ligeledes egner bogen sig til brug af studerende, der har haft faget og vil ved passende lejlighed genopfriske deres basale viden. Man kan hurtigt og enkelt benytte ‘Cellefysiologi’ som opslagsværk til gennemgang af sekretionsmekanismer, opridsning af det centrale dogme, eller også rekapitulation af de grundlæggende signalleringsveje, alt efter hvor i maskinen man befinder sig – igen, for de studerende, der foretrækker et referencepunkt skrevet på dansk.
Bedømmelse
Layout
Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)
Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).
Pædagogik
Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.
Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.
Detaljegrad
100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)
Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.