Haider Ali Nawaz, Taha Ahmad og Murat Demirbas
Relevant kursus: Kursus og eksamen i intern medicin og kirurgi (7. sem) samt Eksamen i intern medicin, kirurgi, patologi, anæstesiologi og patientsikkerhed og OSCE (8. sem)
Semesterbrug: 7. og 8. sem., evt som opfriskning på resten af kandidaten
Forlag: Munksgaard
Sprog: Dansk
Sideantal: 136
Udgave: 1.
Udgivet: 2024
Dato for udgivelse af anmeldelse: 08/07-2025
ISBN nr.: 9788702417265

Kardiologi – et kompendium kommer let omkring alle de vigtigste emner inden for kardiologi på blot 105 sider med god, stor linjeafstand. Dette taler både til dets fordel og ulempe.
Kompendiet er skrevet af to yngre læger og en medicinstuderende fra KU og har netop KU’s eksaminer på 7. og 8. semester i fokus. Her skal man som læser være opmærksom på, at Tema E på 7. sem (2012 studieordning) dækker både hjerte- og karsygdomme. Kompendiet inkluderer afsnit om aortaaneurisme og -dissektion, DVT og LE, samt ekstremitetsiskæmi, men ellers er der ikke information om vaskulære lidelser, hvilket den studerende altså må finde andre steder.
Undervisningen på 7. semester fokuserer bl.a. på at skelne mellem typer af AMI (STEMI, non-STEMI, ustabil angina) via EKG, EKKO, biomarkører og kliniske fund. Det er pga. at behandlingen afhænger af, om der kun skal gives blodfortyndende medicin med ambulante kontroller, eller om der skal laves akut intervention via KAG og ballonudvidelse med stent. AMI og dets risikofaktorer som aterosklerose er blot ét af flere centrale emner inden for vaskulære sygdomme – et område, som desværre kun behandles meget overfladisk i kompendiet.
De 17 korte kapitler kommer omkring det basale og er up-to-date med behandlingsprocedurer. Hvert kapitel opsummeres i et praktisk skema, og kompendiet indeholder fine illustrationer, om end læseren kan savne endnu flere af dem. Fx kunne kompendiet starte med en kort, anatomisk gennemgang (til alle os der har glemt hjerte-arteriernes navne, upsi) eller når der namedroppes oslerknuder og Janeway-læsioner, hvor det havde gjort godt med en forklaring på forskellen. Her må man som læser alligevel til at google lidt. Stikordsregisteret er en dejlig hjælp, og der er adskillige røde faktabokse med kritisk information, fx om kontraindikationer.
Hele kompendiet kan læses på et par dage – og her må man spørge sig selv, om det er lige lidt for hurtigt overstået. Sproget bærer da også præg af, at teksten er skåret mest muligt ind til benet, så man som læser nogle gange må have tungen lige i munden, for ikke at misforstå detaljerne. Man får tanken, at det er gået lidt stærkt med udgivelsen, og at forfatterne ikke helt har læst hinandens bidrag grundigt igennem. Fx præsenteres to forskellige qSOFA-tabeller inden for 7 sider, hvoraf der er fejl i den sidste. Der er også fejl i CHA2DS2-VASc-scoren, hvor der angives, at alle kategorier tæller ét point til den samlede score, men hvor 2-tallerne i scorens navn netop angiver, at disse kategorier tæller dobbelt. Nu skal vi heller ikke blive pedantiske, og det er da også bare nogle ærgerlige tastefejl, men det får alligevel kompendiet til at fremstå en anelse sjusket. Med det sagt, så må det understreges, at det er et kæmpe arbejde at koge et speciale ned til en lille, mere spiselig størrelse, og alt i alt er det lykkedes rigtig godt.
Needless to say: kompendier kan ikke det samme som pensumbøger, men de kan noget andet. Og hvis du ikke kan få dig selv til at åbne M&K (I get it, gurl), og også synes Basisbogen virker som en lidt for stor mundfuld, så er dette kompendium garanteret lige i din smag. Med det sagt, så er det meget overfladisk, hvad man kan nå at gennemgå fra et kæmpe speciale og få det presset ned på bette 100-og-nogen sider. Derfor en humble opinion: Kompendiet kan ikke stå alene og må som minimum være den hurtige forberedelse før SAU-timerne.
Bedømmelse
Layout
Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)
Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).
Pædagogik
Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.
Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.
Detaljegrad
100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)
Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.