Rath, M.F., Møller, M.
- relevant kursus: Centralnervesystemet
- semesterbrug: 3. sem. BA
- forlag: FADLs Forlag
- sprog: dansk
- sideantal: 305
- udgave: 1. udgave
- udgivet: 2022
- udgivelsesdato for anmeldelsen: 2./7.-2025
- ISBN: 9788793590502

Længe ventet og aldrig for sent er den nye(re) lærebog i neuroanatomi et pust frisk luft i bachelorrækken af fagbøger. Ikke fordi dens forgænger var decideret dårlig, men studerende år tilbage enedes om at den trængte til en opdatering i overensstemmelse med pædagogisk tilgang, der giver mening. Den skuffer heller ikke – i hvert fald på det plan.
Indledningsvis opsummerer lærebogen den makroskopiske inddeling af centralnervesystemet og, som enhver anatomisk gennemgang der respekterer læseren, er der indlagt billeder med relevante pile og markeringer. Strukturen i rækkefølgen af kapitlerne giver mening rent pædagogisk, og illustrationerne er tiltænkt for at afspejle de beskrevne forhold nøje og bestemt. Blandingen af MAK-hjerneoversigt med Mulliganfarvede snit og tilpassede illustrationer af detaljer og/eller MIK-forhold understøtter indlæringen med rigtig god plads til forståelse og fordybelse. Hvert kapitel afsluttes med en lille spørgerunde som selvtest – man skal dog selv finde svar i teksten.
Særlig ros skal tildeles de detaljerede gennemgange af ascenderende og descenderende baner, der hver og en kan visualiseres (og efterfølgende indtegnes på egen hånd). Kapitlet om hjernenerverne er ligeledes særdeles udførlig med billeder hvis detaljegrad minder om et atlas (som man i det store og hele er taknemmelig for), med smarte farvekodninger og tabeller, der hjælper med at syntetisere og systematisere det hele. Dog skal man være parat på at skulle kigge kapitler indbyrdes en gang imellem, afhængigt af hvordan læringsmål og læseliste er disponeret, da ikke-sjældent kan der være overlap mellem emnerne og/eller kunstige inddelinger – som f.eks. ved kapitlerne 7 og 8, hvor der gennemgås hjernestamme hhv. kernernes placering heri, og vi kan godt blive enige om at man skal kunne forstå helhedsbilledet.
Af ikke-ubetydelig værdi er klinik boksene – korte og kontante henvisninger til hvorledes læsioner i lige dén kerne kan give sådanne og sådanne symptomer, som man muligvis kan se hvis man ender det « rigtige » sted på ens TKO; ellers gemmer man den viden (og bogen) til neuro’- plus -kir’-kursene ved 10. semester.
Hvor det halter en smule er omkring hvorvidt billederne følger teksten, og man skal bladre frem/tilbage nok gange under læsningen at man ender med at blive irriteret og vælger at skrive en anmeldelse stort set baseret på det ene kritikpunkt. Man har muligvis lyst til at mene, at det ikke er så vigtigt, men sandheden er at hvis man af gentagne gange skal fiske for at få en rummelig forståelse af en lille bitte struktur, så ligger det ikke så meget til højrebenet.
Der er for det meste tale om smag og behag, men bogens format synes ikke at være særlig læsevenligt. Her tænkes der ikke på pædagogik, men mere på hvordan ens læsevaner tilpasses blok tekst i to kolonner pr. side – personligt synes denne anmelder at det kræver væsentligt mindre energi at skulle læse tekst, der ligger samlet, à la ‘Essential Cell Biology’/‘Molecular Biology of the Cell’, hvor man ikke aktivt skal brænde ATP op for at ens synsfelt ikke glider naturligt over til « (Fig. 3.10), hvor molekyler […] » fra « Hastigheden af ». Altså det generelle layout i tilnærmelsesvis alle lære- og fagbøger fra FADLs Forlag kan man hurtigt blive træt af, alene af den grund at det ikke er særligt læsevenligt når man skal hele bogen igennem – dog nok en måske billigere måde at trykke en bog på.
For at sige det kort: pensumdækkende (ift. hvad titlen lægger op til), velformuleret (trods en håndfuld terminologiske ‘peeves’, som medicinske fag til tider stadig er præget af), rigt illustreret (her fortsætter rosen i al uendelighed), vil lærebogen i neuroanatomi absolut give et rigtig fint fundament for faget. Man skal dog være opmærksom på, at som med alt andet, vil man skulle komme tilbage til den i ens læseproces for at dykke ned i forståelsesland, så det ikke bare bliver mekanisk udenadslære.
Bonus: Lægereolen har titlen tilgængelig i deres app, så man kan vælge den digitale udgave hvis man hellere er til dén.
Bedømmelse
Layout
Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)
Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).
Pædagogik
Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.
Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.
Detaljegrad
100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)
Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.