Zaynab Ahmad Mouhammad
- relevant kursus: Centralnervesystemet
- semesterbrug: 3. sem. BA
- forlag: Kompendieforlaget
- sprog: Dansk
- sideantal: 314
- udgave: 1. udgave
- udgivet: 2021
- udgivelsesdato for anmeldelsen: 17/08-2025
- ISBN: 9788771731095

Opbygningen og struktureringen følger i grove træk det gamle CNS-kursus, som den lidt lange indholdsfortegnelse beretter om. Forlaget har valgt at stille op her med en indholdsfortegnelse der minder rigtig meget om noget, som hører til en tung lærebog, men det er ikke usandsynligt, at nogle studerende godt kan lide muligheden for hurtigt at slå op, som kan tænkes var hensigten ved dette valg.
Indholdet ser ud til at rent fagligt være på plads, men sproget kan anses for at være kompendiets svaghed. Sætningerne kan være meget lange med mangel på ordentlig tegnsætning, hvilket svækker pædagogikken. Brødteksten er heller ikke disponeret særligt læsevenligt, da læseren ofte bliver mødt af kompakte redegørelser og beskrivelser, der er lagt ud i blokke som kun bliver brudt op af illustrationer.
Hertil hører det faktum, at kompendiets layout kan virke uoverskueligt. De store figurer kaster (farverige) skygger for teksten ofte. Mere reglen end undtagelsen er, at der er ikke særlig godt med luft på siden, så trods talrige forklaringer, figurer med pile m.v. får man fornemmelsen af en ret ‘stuffy’ bog. Figurerne er i nogle tilfælde simplificerede, som f.eks. i embryologikapitlet, hvilket kan ses både som fordel og som ulempe, alt efter hvem man spørger. Man har forsøgt at give læsningen noget humor og glæde ved at besjæle figurerne med øjne og ører (stort set hvert enkelt neuron), men det kan for nogle opleves for at være for overstimulerende eller ligefrem distraherende. Kompendiet har medtaget tegnede figurer af den makroskopiske hjerne, men de er ret anderledes ift. de “rigtige makroskopiske billeder” af hjernen, som man finder i eksamensopgaver. Til gengæld rummer kompendiet rigtig mange figurer, hvilket mange jo generelt er glade for.
Detaljegraden i kompendiet er meget højt og nærmer sig lærebogens, men det bliver altså en svær øvelse at skulle udkonkurrere denne, i og med at tilgangen i ‘Centralnervesystemets anatomi’ er i pædagogisk øjemed målrettet kursets læringsmål og derved fyldestgørende besvarelse af eksamensopgaver. Kompendiet kan anbefales til fysiologi, da den forsøger at integrere den eksamensrelevante viden fra forelæsningerne og i øvelsesvejledningerne. Man skal dog tage denne del med et gran salt, da den nye kursusstruktur gør, at man i kursets løb også bliver kastet ud i cellulær neurofysiologi, som kompendiet ikke dækker.
Kompendiet kan underlægges ‘smag og behag’-paradigmet (som alle andre kompendier). Kompendiet bliver dog ikke modtaget særlig pænt af os pga. sproget og figurerne, men skal have ros for at have medtaget mange illustrationer samt have en høj detaljegrad.
Bedømmelse
Layout
Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)
Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).
Pædagogik
Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.
Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.
Detaljegrad
100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)
Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.