Paulsen, F., Waschke, K.

  • relevant kursus: Hoved, hals, bevægeapparatet, og embryologi; Centralnervesystemet; Fordøjelsessystemet og metabolisme; Hjerte, lunger, kredsløb, nyrer, og energiomsætning; Endokrinologi og reproduktion
  • semesterbrug: 1., 3. samt 4. sem. BA
  • forlag: Elsevier Health Sciences
  • sprog: engelsk, med latinsk terminologi
  • sideantal: 1588
  • udgave: 17. udgave
  • udgivet: 2023
  • udgivelsesdato for anmeldelsen: 28./8.-2025
  • ISBN: 9780702067648

Da atlas generelt set er en form for supplement, er det måske passende at pensle ud, at man ikke kan gribe faget an ved at brænde igennem atlas fra ende til ende og så være klar til eksamen. Med den disclaimer in mente kan atlasset derved vurderes for dét, det er — nemlig en hjælpende hånd til den altoverskyggende og uundgåelige rumlige forståelse af anatomi. 

Sobottas atlas er bygget op i tre (3) bind, således at man dækker bevægeapparatet, indre organer, samt hoved, hals, og neuroanatomi, i dén rækkefølge. Man skal ikke tage fejl af, at man reelt set kommer til at gøre brug af alle bind på et givent semester, da der i de forskellige kurser findes til tider (ret store) snitflader, hvor det ville være aktuelt at genbesøge tidligere anatomiske forhold i relation til dét, man har at gøre med for nuværende.

Til selve indholdet skal man sige, at man ikke kan sætte en finger på detaljegraden. Sobotta er et atlas, der går over 100 år tilbage i historien, og ofte møder man billeder, som blev tegnet i en stil, der afspejler dette. Ikke fordi dette betyder, at det er svært at afkode/læse — bare mere for at sige, at de overbliksdannende illustrationer tog udgangspunkt i tidernes morgen i et dissektionssnit, så på den måde er det både en regionær tilgang til anatomi, medens de nyere billeder isolerer muskler fra udspring til insertion og blotlægger kar- og nerveforløb så man kan danne sig et standardbillede om hvordan strukturerne ser ud i deres helhed. Alle de vigtigste strukturer har pile på, og der er også en sjat markeringer, som ikke er pensum; men som man ofte ender med at kunne, fordi sådan er stud. med.-livet.

Hertil skal der tilføjes, at det viste tager afsæt i det mest sædvanlige, altså det afgreningsmønster og de proportionsforhold, der almindeligvis observerer. Ligesom vi alle samme er forskellige af sind, og krop, så kan den samme muskel se ret forskelligt ud baseret på den enkeltes morfologi (og her er der altså ikke tale om størrelsesforhold :)).

Især hoved-hals området egner sig ret godt til opslag i atlas — stort set alt er relativt småt og svært at observere med det blotte øje på afstand, så man mister hurtigt overblikket i spatium lateropharyngeum eller i mellemøret og orbita. Det er en gave at kunne se på nogle ret i praksis umuligt at opnå indgangsvinkler for virkelig at kunne forstå rummene og hvordan de forskellige strukturer ligger og løber herigennem.

For ikke at sige noget om hvor populære atlasbillederne er iblandt materialet udviklet til SAU-undervisningen. En god del af underviserne har integreret illustrationerne i deres .PPTX’er med hver deres smag (og behag), så det er relativt lige til at have en kopi af selvsamme billeder med facit til at få kigget på mens man forbereder sig og/eller repeterer på egen hånd. Selve atlassiderne lægger rigtig meget op til ‘namedropping’, da der ikke er beskrivelser af forløb eller lange svadaer om hvordan fossa pterygopalatina skal læses. Der er rigeligt med luft på siderne, og en god gang imellem er der også krydret til med det kliniske perspektiv og en smule sygdomslære, så man får blod på tanden tidligt, selvom det ikke er pensum (endnu).

Bedømmelse

Layout

Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)

Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).

Pædagogik

Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.

Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.

Detaljegrad

100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)

Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.