Signe Smith Jervelund, Hans Okkels Birk og Karsten Vrangbæk (red.)

Relevant kursus: Kursus i statistik, epidemiologi og medicinsk sociologi

Semesterbrug:  3. sem af kandidaten også kendt som  9. sem. (2012-studieordningen)

Forlag: Munksgaard

Sprog: Dansk

Sideantal: 304

Udgave: 4

Udgivet: 2025

Dato for udgivelse af anmeldelse: 19/01-2026

ISBN nr.: 9788702412727

Sundhedsvæsen og sundhedspolitik er nu udkommet i 4. udgave. Denne nye udgave indeholder væsentligt revideret indhold og vægtning, og er den anbefalede bog til SEMS-kursets delfag MS2.

SEMS-kurset består af fire komponenter: Statistik, epidemiologi og medicinsk sociologi del 1 og 2. Denne bog er pensumdækkende til medicinsk sociologi del 2, der dækker over sundhedsvæsenets struktur og funktion, herunder styringsredskaber, sundhedspolitik, økonomi, kvalitetssikring, sundhedsvæseners typologier, jura, mm.

Undervisningen foregår af lektorer med baggrund i folkesundhedsvidenskab og økonomi. Signe Smith Jervelund er både redaktør på bogen og kursusleder på MS2. Det skinner igennem, at hun brænder for undervisningen og formår at gøre den spændende. Det samme kan desværre ikke helt siges om bogen her. Det er tungt stof, der skal pløjes igennem, og der er vel en grund til at de medicinstuderende er netop det (altså medicinstuderende) og ikke statskundskabere, jurister og politter. Sproget er godt og bogen er flot gennemarbejdet, men de 300 sider kan ligne noget tæt på en ørkenvandring, når MS2-delen består af blot 3 undervisningsdage, der starter 2 uger inden selve eksamen. Nuvel, det er selvfølgelig mere en kritik af kursets tilrettelæggelse, men det kan klinge hult at anbefale en bog (uanset hvor godt, den dækker og formidler sit materiale) til et kursus, der næppe selv prioriterer bogens indhold.

Som kommende læger må vi indse, at politik og bureaukrati fylder en stor del af hverdagen. Frem for at skulle finde ud af, hvordan sundhedsvæsenet er indrettet i den virkelige verden, ved blindt at blive smidt ud i det som yngre læge, har denne bog og kursus til formål at forberede den studerende på, hvordan sundhedsvæsenet teoretisk hænger sammen.

Bogen er udgivet 19. juni 2025, midt i en tid, hvor der sker mange ændringer i de danske sundhedsreformer, mm. Bogen bærer præg af dette ved både at nævne de forrige (dvs op til 2026) og de kommende (fra 2026) forhold, der vil gøre sig gældende, bl.a. med oprettelse af de 17 nye sundhedsråd og dannelsen af Region Øst. Det er ret fedt at opleve en bog, der er så opdateret på nutiden. På trods af gennemført revidering har der stadig sneget sig få fejl ind i enkelte tekststykker og grafer, men ikke noget der forvirrer den overordnede forståelse. Layoutet af bogen mangler også lidt på finish, da afsnittene ofte står som sidelange wall-of-text, og det  fx ville det være rart om referencesymbolerne var blevet opløftede, frem for blot at angives i parentes.

Hånden på hjertet skal der nok en lidt ekstra flittig eller særligt interesseret studerende til for til fulde at værdsætte denne ellers flotte, i dybdegående pensumbog. Dog kan den igen komme til nytte i det senere lægeliv. Husk, at man til SEMS-eksamen må have bøger med til eksamen, som dog (på trods af at være fem timer lang) er tidspresset. MS2-delen af eksamen inkluderer ofte 2-3 længere spørgsmål, hvor man skal kunne diskutere for og imod på fx nye reformer inden for sundhedspolitik.

Bedømmelse

Layout

Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)

Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).

Pædagogik

Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.

Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.

Detaljegrad

100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)

Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.