Relevant kursus: Kursus i statistik, epidemiologi og medicinsk sociologi; Medicinsk dataforståelse; evt bachelor- og kandidatopgave

Semesterbrug: 2. sem (2024-studieordningen), 9. sem. (2012-studieordningen) 

Forlag: Munksgaard

Sprog: Dansk

Sideantal: 349

Udgave: 4.

Udgivet: 2025

Udgivelsesdato for anmeldelsen: 11. januar 2026

ISBN nr.: 9788702418460

NB: denne anmeldelse er skrevet ud fra erfaringer med brug til SEMS-kurset på 9. sem (2012-ordningen). 

Forestil dig følgende: Du er på 9. semester og har lige overstået de mundtlige sansefagseksamener. Nu kommer SEMS-kurset, og det handlede vist blandt andet om epidemiologi. Det kan være, du ellers lige gik og tænkte: “Epi? Det er da bare noget med studiedesigns”, og BAM! så rammer de dig med overlevelsesberegninger og associationsmål, samt den klassiske “er socioøkonomisk position i dette tilfælde en eksponering, et outcome, en confounder, en mediator,  et selektionsbias, en effektmodifikator, eller all of the above?”.

Her kommer den nyeste udgave af Epidemiologi og evidens ind i billedet – den er nemlig en god værktøjskasse til forståelse af de omfangsrige emner inden for epidemiologiens verden. 

Epidemiologi og evidens er velskrevet, har en praktisk underinddeling af hvert kapitel, og 12 siders minileksikon bagerst i bogen til hurtig forklaring af definitioner. Sproget er letlæseligt og med fine forklaringer af stoffet, krydret med eksempler og cases. Efter de fleste kapitler er der øvelser til selv-tjek af læserens forståelse, med besvarelser printet i et appendiks. Der er ikke super mange figurer (og i sagens natur ingen tegninger), men antallet er passende og bidrager til at layoutet ser professionelt ud, godt hjulpet på vej af fodnoterne med referencer og yderligere forklaringer. 

I modsætning til tidligere udgaver inkluderer denne nye udgave et kapitel om infektionsmedicin med cases om covid-pandemien, mm. Derudover er en række kapitler blevet revideret og opdateret med nyeste viden. 

Underviserne på SEMS-kurset anbefaler at bruge bogen som base for at komme igennem hele pensum. Læselisten hertil kan findes i dokumentet “Studiehæfte” i  kursusrummet på Absalon. 

Uanset hvilken type læge du ender med at specialisere dig til, vil du blive mødt af forventninger om at være opdateret på den nyeste viden. Dette sker ved at læse videnskabelige artikler, og det er derfor en god investering at fordybe sig i epidemiologiens tankegang og metoder for effektivt og kritisk at kunne sætte sig ind i de myriader af artikler, der vil krydse din vej i fremtiden.  

Epidemiologi-delen af SEMS-eksamenen tager udgangspunkt i en videnskabelig artikel, der bliver udleveret 3 dage før. Man har derfor god tid til at sætte sig godt ind i artiklen og evt. besvare de mest oplagte spørgsmål på forhånd (her kan man med fordel gennemgå den Pocketguide, der ligger under Epidemiologi-rummet på Absalon) 

Husk, at man til SEMS-eksamen må medbringe bøger og noter. Eksamenen er dog (på trods af at være fem timer lang) ret tidspresset, så der er ikke tid til at læse længere tekstafsnit undervejs.



Bedømmelse

Layout

Lav procentscore: Bogen er meget tekstbaseret (“wall-of-text”)

Høj procentscore: Meget grafisk (f.eks. mange illustrationer, faktabokse, flowcharts og billede).

Pædagogik

Lav procentscore: Bogen kan være svær at forstå ved første gennemlæsning og kan kræve forudgående viden.

Høj procentscore: Bogen er formidlet på en god måde, som gør den lettere at læse.

Detaljegrad

100% fyldt cirkel: Fuldstændig pensumdækkende og måske udover pensum (vil i givet fald stå i anmeldelsen)

Ikke 100% fyldt cirkel: Er ikke fuldstændigt pensumdækkende.