Aasted, R. Agger, G. Leslie & C. Nielsen

 

Relevant kursus: Immunologi, patologi og farmakologi

Semesterbrug: 5. sem. BA

Forlag: Munksgaard

Sprog: Dansk

Sideantal: 495

Udgave: 1

Udgivet: 2009

ISBN nr.: 9788762809482

Underviserne i immunologi på femte semester siger, at Basic Immunology er den eneste bog, man bør overveje at erhverve sig. På universitetsniveau bør der dog altid være frit bogvalg, hvilket er årsagen til, at denne fremragende bog også præsenteres.

Bogen dækker hele pensum for immunologi på femte semester. Den er dobbelt så lang som Basic Immunology, og det giver mulighed for at gå mere i dybden med koncepter som immundefekter, transplantation, tolerans og hypersensibilitet, vaccination og immunterapi – emner som dækkes på meget basalt niveau i Basic Immunology. Et eksempel herpå er børnevaccinationsprogrammet i Danmark, som der tidligere er blevet spurgt ind til ved eksamen, men som ikke dækkes tilstrækkeligt i Basic Immunology. Dog er disse emner ikke en stor del af kernepensum på femte semester. Så bogen henvender sig altså  til den nysgerrige studerende, der gerne vil have information, som bliver relevant for deres senere karriere, men som ikke nødvendigvis er voldsomt relevant i forhold til eksamen til femte semesters immunulogikursus. 

Udover disse ekstra tilføjelser, er bogen Immunologi fuldt ud så pensumdækkende som Basic Immunology. Dog er det essentielt, at den studerende er klar over, at der ikke sjældent forekommer direkte billeder fra Basic Immunology ved eksamen, hvilket gør det anbefalelsesværdigt at kigge billederne i Basic Immunology igennem inden eksamen.

Til forskel fra Basic Immunology, er bogen skrevet på dansk og er fyldt med mange informative illustrationer. Illustrationerne har et bredt farveskema, som benyttes til at simplificere det ellers ofte komplicerede stof. Bogens ekstra længde betyder også, at visse koncepter bliver beskrevet med større uddybelse, men at der selvfølgelig som konsekvens heraf, skal læses flere sider.

Hvis du er frisk på at prøve en bog, der ikke anbefales af kursusledelsen, men som er fuldt ud lige så god som – og måske endda endnu bedre end – Basic Immunology, kan Immunologi varmt anbefales. Ligeledes er bogen god til den studerende, som foretrækker at læse danske lærebøger, eller som bare ønsker en bog, der har flere detaljer om den kliniske immunologi.

 

Bedømmelse

Layout

Pædagogik

Detaljegrad