Brian R. Walker, Nicki R. Colledge, Stuart H. Ralston, Ian D. Penman

Relevant kursus: Kliniske sygdomsenheder

Semesterbrug: 6. sem. BA

Forlag: Elsevier

Sprog: Engelsk

Sideantal: 1392

Udgave: 22

Udgivet: 2014

ISBN nr.: 9780702050350

Davidson’s er en velskrevet anerkendt, engelsk og højt agtet intern medicinsk lærebog som nu findes i  dens 22. udgave hvilket medfører, at den har en fejlrate nær nul og gode illustrationer og tabeller til overblik.

Davidson’s beskriver samtlige af de intern medicinske specialer og har endvidere en introduktion til det lægefaglige arbejde. Detaljegraden i Davidson’s ligger langt over Basisbogen, lidt over Fadl’s Medicin, men under Medicinsk Kompendium. Bogen er fra England, og sproget er derfor også mindre vævende og mere klart og kontant end i de amerikanske lærebøger.

Bogen inddeles efter de interne medicinske specialer. Hvert kapitel indledes af baggrundsviden (f.eks. anatomi, fysiologi og biokemi). Herefter beskrives “nøglesymptomer”, samt om diagnostiske muligheder ift. billeddiagnostik og biokemi. Så kommer beskrivelser af de pågældende sygdomme inden for specialet. Beskrivelsen af sygdommene er inddelt på den gængse måde med en kort introduktion, patologi, patofysiologi, symptomer, objektive fund, diagnostik og behandling.

Sammenligning:

Davidson’s koster det halve og leverer det dobbelte i mængden af viden ift. Fadl’s Medicin. Bogen er pædagogisk, men er skrevet på engelsk. Desuden er behandlingen bygget op efter de engelske retningslinjer, som du bør være opmærksom på kan afvige fra dansk klinik. Davidson’s giver dig en dybere og mere fyldestgørende viden om sygdomme modsat f.eks. Basisbogen og Fadl’s Medicin. Den høje detaljegrad kan for nogle læsere være på bekostning af den basale viden og overblikket. Tilhængere af Davidson’s vil nok hævde, at Fadl’s Medicin er mindre overskuelig og lettere mangelfuld i nogle emner, som f.eks. hæmatologi og nefrologi.

Supplering:

Davidson’s er fuldt pensumdækkende og kræver ikke supplering andet end, hvis man vil tjekke om den afviger fra dansk klinisk praksis. Dog kan man med fordel overveje Intern Medicin – Et systematisk noteapparat til repetition/eksamenslæsning, da noteapparatet til dels er skrevet ud fra Davidson’s, men mere kortfattet opridser de centrale aspekter af den interne medicin.

Konklusion

Davidson’s er et fyldestgørende, gennemarbejdet og velillustreret værk i intern medicin, som kan bruges gennem hele kandidatdelen af medicin. Om man har mest gavn af at læse Davidson’s frem for basisbogen eller Fadl’s Medicin er dels en smagssag ift. hvilken struktur af stoffet man foretrækker, samt om man foretrækker stor detalje, hvor man kan “pille ud” eller mindre detalje, hvor man må supplere.

Bedømmelse

Layout

Pædagogik

Detaljegrad